Om skovfestivalen
Krydsbestøv – mærk skoven!

Skoven Almindingen midt på Bornholm er omdrejningspunkt for Krydsbestøv – Mærk Skoven! – et tværfagligt udstillings- og formidlingsprojekt, der samler kunst, naturforståelse og dannelse i en Skovfestival. I projektet samarbejder etablerede lokale institutioner og fagpersoner om at belyse temaerne Træ, Natur og Skov i en kunstnerisk og videnspædagogisk sammenhæng gennem udstillinger og publikumsrettede aktiviteter inde i skoven ved Trailcenter Rytterknægten. Krydsbestøv – Mærk Skoven! skaber dialog og fællesskab mellem publikum, kunstnere, naturfaglige, historikere og andre formidlere om kunstens muligheder for at (gen)forene og forbinde mennesker og natur. I Skovfestivalen er der aktiviteter for både børn, unge og voksne.

Der har ikke altid været skov i det område, som vi i dag kalder Almindingen. Efter sidste istids slutning udviklede skoven sig gradvist naturligt i området. Men siden har menneskets brug af skovområdet til opdyrkning, træfældning til brænde og tømmer samt til afgræsning af husdyr flere gange medført, at skoven har været mere eller mindre forsvundet. Historien om Almindingens endelige og genrejsning har klare paralleller til en af de samtaler vi har i Danmark nu. Naturen er en ressource vi forbruger men også over-forbruger. I nyere samtidskunst og kunsthåndværk fokuseres der i stigende grad på materialernes naturlighed – det ubearbejdede, processen og relationen. I Krydsbestøv sætter vi forestillingen om mennesket som herre over naturen til debat. Kan kunsten bidrage til at genoprette vores forståelse for, viden om og følelsesmæssige forbindelse til træer og skove? Hvordan kan kunstneriske processer og sansevækkende aktiviteter i skoven være en bro, der åbner både for en ny forbindelse og deltagelse sammen med andre?  

Projektet placerer sig i forlængelse af Bornholms særlige kunsthåndværksprofil og bidrager til at udvikle nye samtidsrelevante perspektiver på forholdet mellem kunst og kunsthåndværk, natur og bæredygtig praksis. Krydsbestøv – Mærk Skoven! trækker på øens stærke tradition for at forbinde håndværk, landskab og fællesskab og aktualiserer denne arv i en nutidig kunstnerisk og formidlingsmæssig sammenhæng.

Partnere

Krydsbestøv – Mærk Skoven! skabes i samarbejde mellem en række bornholmske aktører. Udstillingerne præsenteres hos:

Bornholms Center for Kunsthåndværk – et udstillings- og formidlingscenter for professionelt kunsthåndværk på Bornholm

Køppe Contemporary – et galleri og en formidlingsplatform for kunst og kunsthåndværk med base på Bornholm

Hjorths Fabrik – en afdeling af Bornholms Museum og et kulturhistorisk keramikmiljø med udstillinger og produktion

Programmet er blevet til i et samarbejde mellem udstillingsstederne og:

NaturBornholm – Bornholms naturvidens- og oplevelsescenter

Bornholms Højskole – en almen højskole med fokus på kunsthåndværk, bæredygtighed og fællesskab

Destination Bornholm – Bornholms officielle turismeorganisation

Sponsorer

Skovfestivalen Krydsbestøv – Mærk Skoven! gennemføres med støtte fra Statens Kunstfond, Sparekassen Bornholms Fond, EWII-puljen og Bornholms Regionskommunes pulje til støtte af aktiviteter på Trailcenter Rytterknægten – samt yderligere bidragydere, som løbende offentliggøres.